Skip to the content

Historisk samarbejde mellem Antenneforeningen Aarhus og STOFA er udfordret

Et langstrakt forhandlingsforløb mellem Antenneforeningen Aarhus og STOFA er sat på hold efter, at STOFA, – der nu er en del af Norlys-koncernen – stiller krav og betingelser, som vil koste medlemmerne i antenneforeningen indflydelse og et stort tab af foreningens formue.

Forhandlingerne om en ny og tidssvarende samarbejdsaftale mellem de to parter blev indledt i 2017. Aftalen skulle blandt andet sikre klarhed om ejerskabet til de kabelanlæg, som antenneforeningen og STOFA sammen har udbygget i Aarhus.

 

Uigennemskuelig projektøkonomi belaster samarbejdet
Alene gennem de seneste 10 år har Antenneforeningen Aarhus investeret 65 mio. kroner i opgraderinger og nyetablering af det kabelnet, som fortsat forsyner godt 50.000 århusianske husstande med tv og internet. Investeringer der i vidt omfang er foretaget i samarbejdet med STOFA og som skal være med til at sikre, at det fortsat er medlemmerne af antenneforeningen, der har ejerskabet over de kabler, der skal levere tv og internet. Også i fremtiden. 

Desværre har STOFA ikke ønsket at give Antenneforeningen Aarhus fuld indsigt i de tekniske og økonomiske forhold omkring de fælles investeringer, der er foretaget gennem årene.

Senest har STOFA i forbindelse med en aftalt opgradering til den såkaldte DOCsis 3.1-teknologi, som vil sikre bedre, hurtigere og mere stabilt tv og bredbånd, afvist at redegøre nærmere for økonomien i projektet, selvom det fra begyndelsen har været aftalt, at der er tale om en fælles investering mellem STOFA og Antenneforeningen Aarhus. Den samlede projektsum har været estimeret til 120 mio. kr., men Antenneforeningen Aarhus har på trods af klar aftale herom ikke modtaget dokumentation fra STOFA for, hvor store omkostninger STOFA faktisk har haft.  STOFA har dog annonceret en merudgift på op mod 25 mio. kroner, som alene skal dække STOFA-koncernens avance i forbindelse med anlægsprojektet.

Antenneforeningen Aarhus har på nuværende tidspunkt betalt cirka 20 mio. kr. til projektet og STOFA kræver yderligere cirka 10 mio. kr. Et krav, som Antenneforeningen Aarhus ikke kan godtage.

– Vi forstår ganske enkelt ikke, at STOFA skal tjene op mod 25 mio. på et anlægsprojekt, vi hele vejen har været fælles om. Og at STOFA tilmed ikke ønsker at levere dokumentation for den endelige projektøkonomi, undrer os naturligvis også, siger Jesper Pedersen, der er formand for Antenneforeningen Aarhus.

 

STOFA er i dag en del af NORLYS-koncernen
Samarbejdet mellem Antenneforeningen Aarhus og STOFA har ellers været historien om et parløb, der har været præget af gensidig respekt og anerkendelse af hinandens interesser. Men efter først SE/Sydenergi og nu Norlys-energikoncernen har overtaget ejerskabet af STOFA, er der ikke samme fælles forståelse for antenneforeningens behov.

I Antenneforeningen Aarhus har bestyrelsen samlet dokumentation for det historiske samarbejde og de gensidige hensigtserklæringer, som ellers i årtier prægede parløbet.

Da antenneforeningen blev stiftet i 1978 var der ikke noget, der hed STOFA, men virksomheden Anton Petersen A/S i Horsens var en naturlig samarbejdspartner, som kunne levere de fællesantenneanlæg, som på det tidspunkt var efterspurgt af beboerne i byens boligforeninger.

Anton Petersen blev til STOFA, og siden er selskabet blevet solgt af et par omgange. I dag er STOFA en del af Danmarks største integrerede energi- og televirksomhed: Norlys. Den udvikling har ikke været positivt for samarbejdet med den gamle antenneforening i Aarhus.

– Vi har desværre oplevet, at samarbejdet med STOFA har forandret sig markant gennem de seneste år. Udadtil giver STOFA udtryk for, at de fortsat vil os –antenneforeningerne – det bedste, men når det kommer til stykket, er det tydeligt, at STOFAs interesse dels er at fravriste foreningen sin stærke position som forhandler på vegne af alle medlemmer, og dels at forhindre indsigt i de reelle anlægsomkostninger, når antenneforeningen har været medinvestor på forbedringer af nettet, siger Jesper Pedersen.

 

STOFA går udenom beboernes antenneforening
Sideløbende med de strandede forhandlinger har STOFA valgt at henvende sig direkte til 19 almene boligafdelinger i Aarhus med opfordring til at opsige deres nuværende kollektive fritvalgsaftaler, der ellers er indgået mellem STOFA og Antenneforeningen Aarhus på vegne af boligafdelingerne.

STOFA henviser til, at den enkelte beboer har ret til selv at vælge tv- og internetudbyder, og at de kollektive fritvalgsaftaler derfor ifølge STOFA ikke er lovlige. Aftalerne udløber i 2021.

Der er ikke efter Antenneforeningen Aarhus opfattelse ikke belæg for denne påstand, og antenneforeningen har advaret boligafdelingerne om at tage imod det såkaldte ’tilbud’ fra STOFA om at opsige de nuværende aftaler uden forhandling og overgå til individuelle aftaler. Derved vil afdelingerne med et trylleslag miste deres indflydelse på, hvad der fremadrettet kommer til at ske med selve infrastrukturen (kabler og anlæg).

– De kollektive aftaler har hidtil betydet, at beboerne har opnået billigere tv-pakker og hurtigt bredbånd. Men det er faktisk ikke derfor, at vi nu advarer beboerne om at takke ja til STOFAs såkaldte tilbud om at ophæve disse aftaler. Vi har intet imod individuelle aftaler – det er der allerede mange af vores medlemmer i andre boligafdelinger, der har – men for de her 19 afdelinger vil en ophævelse af deres kollektive aftaler fratage dem indflydelse i antenneforeningen og dermed også på det fremtidige ejerskab af kabler og anlæg. Det kan vi ganske enkelt ikke råde dem til, siger Jesper Pedersen.

Antenneforeningen Aarhus er gået i dialog med de berørte afdelinger om alternativer til oplægget fra STOFA.

– Det er vigtigt for os at sikre, at beboerne i de enkelte afdelinger kan træffe deres beslutninger om tv- og internet-udbyder på et oplyst og uafhængigt grundlag, og ikke alene på baggrund af et godt tilbud fra en af branchens helt store spillere. Man skal ikke se sig langt omkring for at få øje på den kamp om kunderne, der udspiller sig i øjeblikket. På godt og ondt, siger Jesper Pedersen.

 

Antenneforeningen Aarhus forventer at købe anlægget tilbage
Antenneforeningen Aarhus har med sine rødder i de almene boligforeninger i Aarhus altid varetaget forbrugernes interesser. Der er tale om en non-profit forening, som i kraft af sine mange medlemmer har været i stand til at opnå bedre vilkår og betingelser for den enkelte forbruger.

I et marked, der er under forandring, vil fremtidens antenneforening i endnu højere grad skulle værne om medlemmernes interesser. Blandet andet ved at skabe klarhed om ejerskabet til den infrastruktur, som de forskellige udbydere af tv og internet er afhængige af.

På den baggrund har Antenneforeningen Aarhus, med henvisning til den oprindelige samarbejdsaftale med STOFA, meddelt STOFA, at antenneforeningen forventer at købe hele det fælles kabelnet i Aarhus fri af indflydelse fra STOFA. Antenneforeningen Aarhus har en køberet i medfør af aftalerne mellem parterne.

– Vi vil gerne have rene linjer fremadrettet, og det mål tror vi bedst, vi kan nå ved at eje nettet. Ved at eje kabelnettet vil udbyderne koncentrere sig om at levere de bedste og billigste tv-pakker og internet på vores net. Og vi undgår sammenblandingen med uigennemskuelige infrastruktur-investeringer og et anstrengt samarbejde med STOFA, siger Jesper Pedersen.

 

(læs også artiklen om, at Det frie valg kan være dyrt købt)

 

Fakta om Norlys / STOFA
Stofa er en del af Danmarks største energi- og telekoncern Norlys. Norlys er dannet i sommeren 2019 som en fusion mellem SE og Eniig.

Samlet har koncernen 2500 medarbejdere og en omsætning på cirka 7,4 mia. kr.

Under Norlys Digital samler koncernen disse fire virksomheder: Stofa, Stofa Erhverv, Waoo by Eniig og Eniig Erhverv med en samlet omsætning på knap 2,9 mia. kr (heraf udgør STOFAs omsætning cirka. 2,1 mia. kr.).

Udover disse fire virksomheder ejer Norlys også udbyderen BOXER.

 

Fakta om DOCsis 3.1:
Opgraderingen af det eksisterende kabelnet skaber mere kapacitet i anlægget, så det fremadrettet kan bære endnu højere hastigheder, der fuldt ud matcher de hastigheder, man kan få med fibernet. Det vil sige, at Antenneforeningen Aarhus’ medlemmer kan få op til 1.000 Mbit og flere tv-kanaler i knivskarp 4K-kvalitet (Ultra HD).

Samtidig bliver brugernes tv-signal mere stabilt, fordi opgraderingen minimerer forstyrrelser fra indstråling, der kan give udfald og pixeleringer og tilmed kan teknikerne på det nye net fejlsøge så nøjagtigt og proaktivt, at de ofte vil kunne spotte problematiske udsving, inden de påvirker brugernes tv-og internetforbindelse.

 

Fakta om AFAA
Stiftet af boligforeninger i Aarhus tilbage i 1978 som en privat nonprofit forening, der har til formål at eje og drive fællesantenneanlæg.
Det årlige medlemskontingent udgør 20,00 kr. inkl. moms.
Alle husstande der modtager tv og/eller bredbånd via vores fælles kabelanlæg er automatisk medlem.

Gennem de senere år har foreningen i stigende grad påtaget sig opgaver med at varetage forbrugernes interesser i et tv- og internetmarked, der er under voldsomme forandringer.

Antenneforeningen driver også TVAarhus, der har fokus på de nære fortællinger i og omkring Aarhus.

 

Om skribenten

Antenneforeningen Aarhus

Antenneforeningen Aarhus – en privat forening, der ejer og driver fællesantenneanlæg.

Vi leverer oplevelser
til hele familien

Antenneforeningen Aarhus | Butik

H. H. Seedorffs Stræde 3 - 5
8000 Aarhus C

Butikkens åbningstider
mandag til fredag kl. 10 - 18
lørdag kl. 10 - 14

Oplevelser til hele familien

Vi matcher din hverdag!

Vi hjælper med råd, vejledning og priser for at matche dine valg af tv, bredbånd og telefoni. Hør mere om de spændende produkter og se dem i funktion i vores butik.